Fortelling av en som reiste med THOR II i 1913.

En julereise med barken "THOR II"

Forhenværende telefonmester ved Københavns Telefonvæsen, herr Age Hjuler, som i sine unge dage sejlede «before the Mast» i norske sejlskibe, har tilsendt Søfartsmuseet i Troense ( Danmark ) en interessant beretning om sin sejlads med rederiet THOR DAHL's 4-mastede bark THOR II.
Han kalder sin fortelling: «En lille beretning om en rejse med den herlige 4-mastede bark THOR II af Sandefjord i tiden 10. oktober 1913 til 13. januar 1914 på en rejse fra Garston til Fremantle i Australien.»

«Efter at have været ombord i norsk bark ORKNY af Stavanger i 13 måneder nød jeg en lille ferie i Liverpool og omegn.
Så fik jeg den dejlige chanse at få hyre som letmatros ombord i THOR II.
Vi lå ca. 14 dage i Garston ved Liverpool, hvor vi lastede superfosfat til Fremantle i Australien.
Da ladningen var vel ombord og hele rigningen gået efter og alle sejl slået under, blev der rekvireret lods og slebebåd, hvorefter bugseringen ned gennem St. Georgskanalen begyndte.

Det blåste friskt, men efter 2 døgns bugsering halede vi slæbetrossen ind, og forsøgte på egen hånd at komme kanalen ud. Det gik imidlertid ikke så godt, og efter nogle dages forløb lå vi stadig i den sydlige del af kanalen. Vi lå underdrejet med kun 3 undermerssejl og et par stængestagesejl og det var ikke just behageligt, men ondt skulle snart blive værre. Lige over middag (dagen husker jeg ikke ), vi havde lige fået frivagt og stod endnu med olietøj og søstøvler på, da skibet pludselig tog en frygtelig hældning til bagbord. Alt kædemateriale, der lå på bakken til surring af ankerne, som vi endnu ikke havde haft lejlighed til at lægge på plads, rovsede ud over siden, og samtidig lød der et brag fra dækket, og et øjeblikk efter stod kaptajn Jakobsen, kun iført skjorte, benklæder og gummistøvler, i døren. - «Kom ud gutter, råbte han, «Fokkebrasen og stumpeskødet er gået, skynd jer» - og væk var han, og på få sekunder efter var vi alle mand på dækket.
Og der så vi sa årsagen til miseren! Store fokkebrase var knækket, hvorved fokkeråen ryger forefter og springer den svære kæde, der holder undermerssejlet på plads, og så var spillet gående! Sejlet kommer ud af spænd og et øjeblik efter står kun rålig, sidelig og underlig tilbage, af sejlet så vi intet, det var «borte med blæsten».

Vores opgave var så at få et nyt undermerssejl op, - det var et hardt job, da stormen tog til i styrke, men op kom det, og nogen tid efter bedredes vejret. Rejsen over Biscayen og ud i Atlanterhavet kunne fortsættes.

En meget stor ulempe, som skal nævnes, var den måde hvorpå skibet var lastet. I bunden af lasterummet var der anbragt løst superfosfat, medens det oppe på mellemdækket var anbragt i sække. Derved opstod der et meget stort tomrum, som forårsagede, at THOR II med den temmelig høje rigning, bogstavelig talt ikke lå stille på den ca. 3 måneders lange rejse. End ikke i det stille bælte, hvor Atlanterhavet var spejlblankt, kunde man undvære slingreribber på bordet, for slet ikke at tale om kabyssen!
Ja, lasten havde yderligere en meget stor ulempe. Rejsen forud havde der været hvede i lasten fra Australien, og som følge deraf befandt der sig en mængde rotter, sorte, brune og brogede ombord, en uhyggelig forsamling.
Der var ikke et sted i det hvide superfotfat, hvor man kunne sætte en finger, uden at der var spor af rotter! Særlig galt var det når det regnede, så kom rottene frækt spadserende op på dækket, uden at ense os, for at få vand. - Men værre blev det, da vi skiftede sejl, som vi gjorde to gange. Når vi skulle hente sejlene opp fra sejlkøjen, myldrede de uhyggelige dyr frem, både unge og gamle. Vi forsøgte at gardere oss så nogenlunde ved at binde sejlgarn om ærmer og bukseben, uha!
Allerværst var det imidlertid forude under bakken, hvor vi havde våres lukaf, og hvor vi måtte garnere vore madskabe med forhåndenværende blikplader, ligesom vi altid havde en lampe til at brænde og en søstøvel klar til angreb.

Fra senere omtalte albatrosser havde jeg erhvervet 2 svømmefødder, som jeg møjsommeligt havde flået skindet af og udstoppet for at få det tørret, så at det kunne blive anvendt til en tobakspung senere hen. Skindet var nu hængt op i min koje til yderligere tørring, men en dag, da jeg kom fra vagt, var de væk, rotterne havde simpelt hen været på spil og ædt dem

Nå, det var nu ikke skyggesider altsammen ombord. - Jeg mindes et godt og muntert kammeratskab blandt besætningen, hvor vi blandt andet havde en herlig amerikansk matros ved navn Charlie, som var med alle vegne, hvor der skete noget enten det var ondt eller godt. Havde vi dårligt vejr - eller havde haft det, sa var Charlie der altid med opmuntrende sømandssange, og det hjalp så herligt på humøret hos vi andre.

Desuden havde vi også en russer, hvis navn jeg ikke husker. Han var fuld af musik og snilde. Han byggede violiner, en stor harpe, og en stortromme af en overskaret meltønde, betrukket med sejldug, der blev gjort vadt, når den skulle bruges. Han havde efterhanden fået dannet et stort orkester bestående af violiner, harpe, tromme, mergelspir, triangel, trækharmonika og mundharmonika.
Når vi så syntes at vi skulle have lidt ekstra liv ombord marcherede hele besætningen med orkesteret i spidsen en tur rundt på dekket, og endte på agterdækket, hvor der så blev spillet for kaptajn og officerer, hvilket endte med at kaptajnen gav en lille drink.

Men rejsen gik sin gang, vi passerede ST. HELENA, rundede KAP DET GODE HAAB, og kom ind i det indiske Ocean, vi havde nu det sidste lange strek til Australien foran os, det var i december 1913.

En dag ligger vi så med en 2-3 miles fart omgivet af en mængde af havets konger, de store albatrosser. Vi talte om at forsøge at fange nogle af dem, og resultatet blev 6 stykker. Skebnen ville at det var lige op til jul, og vi havde en herlig, dygtig kok, som forstod at tilberede fuglene, så vi fik en dejlig frisk steg til juleaften.
Juleaftenen mindes jeg med glæde, vi blev alle som en inviteret agterud hos kaptajnen til en lille højtidelighed, kun rorgængeren måtte blive oppe, men han fulgte naturligvis højtideligheden gennem de åbne skylighter. Senere på aftenen fik vi alle en julegave af kaptajnen bestående af beklædningsgenstande, pibe, tobakk og cigaretter, det var altsammen meget hyggeligt.

Vor herlige kok mindes jeg også fra en dag, hvor vi var 2 mand til rors, begge iført seler, grundet en brølende vestenvind med høje søer, der veltede ind og bordfyldte skibet. En særlig voldsom sø fyldte også kabyssen, og trods det tragiske i det kunde vi ikke lade være med at more os, da vi så kokken stikke hovedet op gennem skylightet, men til gengæld hjalp vi ham senere med at klare op i det virvar, der var opstået ved kabyssens vandgang.

Omsider nåede vi velbeholdne til Australien.
Jeg husker tydelig min beundring, da jeg så kysten ved Fremantle, at kaptajnen netop kunne finde det hul på kysten, hvor vi skulde ind.
Vi ankom til Fremantle tidlig lørdag morgen 11. januar 1914. Det var en mærkelig fornemmelse at kunne sidde ved bordet og spise, uden at have slingreribberne på. At indtage sin suppe, uden at balancere med tallerkenen var noget helt nyt. Ja alt var tilsynelatende fred og idyl.
Som det havde været skik og brug på hele rejsen, hvor vi holdt fri fra kaffetid kl. 15 på lørdage, mente vi at det også burde være så på denne dag. Men nej, efter kaffetid kom 2. styrmand Nielsen og ville tørne os til igen, men vi sagde nej alle mand!
Senere kom kaptajn Jakobsen til, og der udfoldede sig en diskution som til slut resulterede i at kaptajnen erklærede, at de som ikke ville gå i arbejde igen, kunne pakke deres sæk og gå i land, hvilket han vistnok fortrød bagefter, idet det var meget vanskelig at få en ny besætning.
Hvor mange der gik fra borde husker jeg ikke, men jeg gjorde det og blev ved afmønstringen «logget» for en måneds hyre dvs. 45 n.kr.

Og hermed endte for mit vedkommende en dejlig rejse med et godt og meget velholdt skib.

Jeg selv blev ikke i Australien. Jeg blev tilbudt en hyre med en trawler til Syd Georgia, men sagde nej tak, og tog i stedet hyre som matros med den norske bark EOS af Skien med en 4 måneders rejse tilbage til Bristol.» -

Aage Hjuler, Valby, København.